Oliering af udetræ - 3 trin til et bedre resultat

Se filmen

Havemøbler og træterrasse er udsat for vind og vejr og er sommeren god, anvendes de ofte. Det betyder stor slitage og vejrforholdene sætter også sine spor på træværket. For at bevare træværket og give det et frisk udseende, skal det med jævne mellemrum vedligeholdes med træolie. Her har vi samlet en lang række gode råd og tips, når det drejer sig om oliering af udetræ.

Sværhedsgrad
Middel
Tid
2-3 dage inkl. tørretid

Trin-for-trin

  1. 1
    Forarbejde
  2. 2
    Imprægnering og oliering
  3. 3
    Vedligeholdelse
  1. 1

    Forarbejde

    Det betaler sig at lægge lidt ekstra tid i rengøring og slibning. Hvis forarbejdet springes over, kan det aldrig blive det samme flotte og tilfredsstillende resultat.

    AFDÆKNING. Inden afrensningen går i gang, bør man afdække blomster, flisegange, vægge og andre steder hvor det ikke må stænke på. Der findes både Platinum tape og afdækningsplast til udendørs brug.

    RENGØRING AF OLIERET TRÆVÆRK. Alle overflader der skal efterbehandles med træolie, skal først rengøres med malerens eller algefjerner, inden det efterskylles med rent vand. Der kan med fordel anvendes en Anza vaskekost på et forlængerskaft. Er træværket meget medtaget anvendes en stålbørste med forlængerskaft, til at rengøre helt ind til træet. Træværket skal derefter være helt tørt inden videre behandling. Vent gerne 2-3 dage.

    FJERNE STØV. Inden man maler eller olierer skal der rengøres grundigt for støv og slibematerialer. Man kan enten anvende en støvkost eller endnu bedre, en støvsuger til at fjerne støvet.

    SLIBNING. Man slipper ikke for at slibe træværket. Træværk bliver nedbrudt i overfladen af vejret og der kan også være ujævnheder eller splinter, der stikker op. For at få en pæn og glat overflade, er det nødvendigt at slibe. Er det store flader kan der med fordel anvendes slibeværktøj på et forlængerskaft og er det mindre eller buede overflader anvendes en slibesvamp eller klods. Husk at tilpasse slibepapirets kornstørrelse efter den flade der slibes på.

  2. 2

    Imprægnering og oliering

    Når forbehandlingen er slut, skal der behandles med træolie. Det er vigtigt at træet er helt tørt, før der påføres imprægnering.

    SOL OG VARME. Træværket må ikke behandles i direkte sollys elle for høj varme. Det hindrer træolien i at trække ind i træet og giver en dårligere vedhæftning. Der må heller ikke males for sent på dagen, hvis det er overflader der risikerer at blive udsat for dug.

    PENSEL ELLER MALERULLE. Såvel pensel som malerulle kan anvendes til påføring af træolie. På store flader kan der spares en del tid ved at anvende malerulle. Terrasserullesættet indeholder både malerulle, rulleskaft og bakke. Bruges der forlængerskaft på malerullen, vil det samtidig give en meget længere rækkevidde. Hvis der anvendes pensel, skal man sørge for at den har den rigtige bredde i forhold til brædderne. Elite træoliepensel er god til terrassen og kan samtidig monteres på et forlængerskaft. Træolien skal påføres i hele længderetningen af træværket, så der ikke kommer synlige overgange og pauserne må vente til hele fladen er behandlet.

    KANTER OG HJØRNER. Uanset om der anvendes malerulle eller pensel, skal der bruges en vinkelpensel til kanter, hjørner og svært fremkommelige steder. Til havemøblerne kan det også være en god ide at have en mindre pensel. Elite rund, oval eller flad pensel er alle særdeles velegnet til påføring.

    BRANDFARE. Når der er påført træolie, skal den overskydende olie tørres væk, ellers vil der komme blanke overflader. Men pas på! Klude med træolie kan selvantænde hvis de ligger fremme. Alle klude skal lægges i vand i en spand med låg og destrueres så snart det er muligt.

    ENDETRÆ. Når det regner, sker der ikke så meget med møbler og terrasse hvis det er behandlet ordentligt. Der, hvor der kan ske store skader, er fugt i endetræet. Endetræ virker som sugerør og optager alt fugt hvis det ikke bliver bremset. For at give en spærrende behandling, stilles bord og stoleben på tomme låg eller lignende og fyldes op med træolie. Så kan de suge natten over og tørre.

  3. 3

    Vedligeholdelse

    Løbende vedligeholdelse er vigtig for levetiden på havemøbler og terrasse. Olieret træværk skal rengøres og behandles hvert år med ny træolie.

    RENGØRING. Start med at vaske smuds og snavs væk fra træværket. Der anvendes en vaskekost der tåler malerens og algefjerner. Til de fleste overflader kan der bruges en almindelig vandslange til at spule overfladerne med og det er det mest skånsomme. Højtryksrenser skal anvendes med forsigtighed, for ikke at beskadige træværket.

    PAS PÅ FUGT. Når der er rengjort, skal træværket tørre grundigt for at undgå råd, inden der behandles med træolie. Hvis man er i tvivl, kan det måles med en fugtighedsmåler, der kan lejes eller købes hos farvehandlerne. Fugtigheden må ikke overstige 17%, når du maler eller træbeskytter udendørs.

    STØV. Hvis det er nyslebet træ der skal olieres, er det vigtigt at der er børstet helt rent for at undgå slibestøv træolien. Der kan også bruges støvsuger til at rengøre for støv.